Lille Peter Edderkop

Lille Peter edderkop

Lille Peter Edderkop er nok en af de mest kendte og elskede børnesange herhjemme.

De små børn elsker sangen, da den er let at lære, men også fordi melodien bliver kombineret med bevægelse i form af fagter med arme og fingre.

Det er ikke kun i Danmark, at sangen er vældig populær. Der findes mange lande, der har deres helt egen version af sangen. – F.eks så hedder den engelske version af sangen: Itsy Bitsy Spider.

Populariteten skyldes ikke kun den søde sang. Den er også elsket fordi den fortæller en historie om udholdenhed! Denne lille edderkop giver aldrig op! Uanset hvor mange gange regnen skyller ham ned, rejser han sig og prøver igen.

Hvem har skrevet Lille Peter Edderkop?

Der er ingen der ved, hvem der oprindeligt skrev verset – Både forfatteren og komponisten er ukendt.

Det oprindelige vers lyder sådan her:

Lille Peter Edderkop,
kravlede op ad muren.
Så kom regnen
og skyllede Peter ned,
Så kom solen
og tørrede Peters krop.
Og Lille Peter Edderkop
kravlede atter op.

Det var skuespiller og tekstforfatter Knud Pheiffer, der var medvirkende til at gøre sangen rigtigt populær i 1948, da han skrev en tekst med melodi af Erik Deneke, hvor han satte Lille Peter Edderkop ind som sidste vers.

Deres version lød sådan her:

Lille Peter Edderkop er et lykkedyr,
Nu skal vi høre Peters eventyr.
Han kom til verden i en dejlig skov,
lille Peter Edderkop syntes, det var sjov.

I sin moders spindelvæv kravled’ han omkring,
men han bestilte ingen verdens ting.
Så sagde hans moder: “Du skal fange fluer”.
Lille Peter Edderkop tog en gyngetur.

Peter tog en gyngetur i sin tynde snor,
men han bestilte stadig ikke spor.
Pludselig mens han gyngede knækkede hans snor,
så blev Peter Edderkop borte fra sin mor.

Peter han kravlede rundt på må og få,
op i en hat, han pludselig lige så.
Hatten kom på hovedet, Peter sad i ly,
så kom Peter Edderkop til den store by.

Peter laved’ spindelvæv, de blev fejet ned,
men nu var han flittig, han blev bare ved.
For i en kuffert også spindes kan,
Lille Peter Edderkop kom til fremmed land.

Han kom til Amerika, der blev Peter paf,
skyskraberhuset, højt som en giraf.
Oppe på taget kravled’ han og spandt,
så blev Peter Edderkop svimmel og forsvandt.

Lige ned i skægget hos sin gamle ven,
men han krøb selv i kufferten igen.
En indianer lukkede låget op:
“Ugh, ugh, ugh, der sidder jo Peter Edderkop.

Mellem indianere tumled’ han sig glad,
her var der sjov og her var også mad.
Manden han længtes alligevel hjem,
Han tog Peter Edderkop med hjem til sig selv.

Med- og modgang Peter tog, ligefra han faldt,
gør du det samme, så kan du klare alt.
Det er hvad du vil erfare gang på gang,
bare kravle op igen som i Peters sang.

Lille Peter Edderkop kravled’ langsomt op,
regnen den kom og skylled’ Peter væk.
Så kom solen og tørred’ Peters krop,
Lille Peter Edderkop kravled’ atter op.

Bevægelse og fagter.

Til sangen hører der fagter som illustrerer teksten:

  • Når Lille Peter kravler op ad muren, laves der en kravlebevægelse med fingrene, mens hænderne føres opad.
  • Når regnen kommer og skyller Peter ned, vrikkes alle fingrene som regndråber, der falder mod jorden.
  • Når solen kommer frem, tegnes der en stor cirkel med begge arme foran kroppen.
  • Når solen tørrer Peter, holder man armene rundt om kroppen og giver sig selv et knus.
  • Når Peter atter kravler op, gentages kravlebevægelsen med fingrene.

Du kan se bevægelserne og lytte til forskellige versioner af sangen i videoer herunder.

Lav selv en sød lille edderkop.

lav selv edderkop

Her kan du lave din egen søde edderkop.

Tidligere artikelTampen brænder
Næste artikelGrinebider