Lav din helt egen papir fløjte, som alle personer i nærheden vil hade lyden af 😀
I denne lille guide viser vi dig, hvordan du selv kan lave en fløjte af papir, som nok mere hviner/pifter end den fløjter.
Hvad skal du bruge:
- Et stykke almindeligt papir
- En saks
Hvordan gør du:
For at lære dig teknikken i at lave en papirfløjte, har vi lavet en skabelon der er lige til at printe ud. Når du først har prøvet at lave fløjten en gang, er det en smal sag at folde den fremover med et almindeligt stykke blankt papir.
Hent og print skabelon til papir fløjte.
På skabelonen herunder har vi lavet 3 fløjter i forskellige størrelser. Vælg en af dem eller prøv dem alle og lyt efter om du kan høre en forskel på lyden.
Sådan folder du fløjten.
Start med at printe skabelonen ud.
Klip en af de 3 fløjter ud.
Fold papiret på midten via den stiplede linje, så den blanke bagside vender udad.
Fold via den næste stiplede linje, så mund og fingeraftryk på skabelonen bliver synligt.
Fold via den sidste stiplede linje, så skabelonen ligner den på billedet herover.
Nu skulle din fløjte gerne se ud som på billedet herover.
Klip den sorte trekant ud der er i midten af fløjten.
Din fløjte er nu klar til brug.
Sådan bruger du fløjten
Det er ikke helt nemt at bruge fløjten første gang man forsøger. Det er vigtigt, at man holder rigtigt på den og at man også puster på den rigtige måde.
Vi har gjort det lidt nemmere for dig ved at tegne nogle fingeraftryk, hvor dine fingre skal være og nogle læber, hvor din mund skal være på fløjten.
Det er vigtigt at du kun holder fløjten med en hånd. Ellers fungerer fløjten ikke.
Det er også vigtigt at du puster på den rigtige måde. Du skal nemlig ikke puste, som var det en ballon du forsøgte at puste op. Du skal puste lidt mere med læberne, som var det en trompet du forsøgte at blæse i.
Det kan godt være lidt svært i starten, men efter et par forsøg, så plejer det at lykkes.
Lav fløjten uden skabelon
Du har nu prøvet at folde papir fløjten med vores skabelon. Så nu burde det være en smal sag selv at lave den med et stykke blankt papir.
Det eneste der er vigtigt er at du altid klipper et rektangel ud, som vist på billedet herunder.
Prøv at lege med lyden
Du kan prøve at lege med lyden i din fløjte ved at lave den i forskellige størrelser. Du kan også ændre på lyden, ved at klippe den sorte trekant der sidder i midten større eller mindre.
Held og lykke med din nye papir fløjte.