
Thomas Dambo er en kunstner fra Danmark, som under Covid-19 pandemien begyndte at bygge kæmpe trolde ud af affald og genbrugsmaterialer forskellige steder i Danmark.
Thomas Dambos vision er, at kunsten skal udenfor museets vægge og ud i den smukke oversete natur, og selvfølgelig at skabe fokus på vigtigheden af, at genbruge i stedet for at smide væk.
Men at bygge giganter i genbrugsmaterialer er ikke nyt for Thomas Dambo. Tilbage i 2016 lavede han “De 6 glemte kæmper” i forbindelse med Vestegnens Kulturuge. De 6 kæmper står gemt udvalgte steder på Vestegnen, så for at finde dem skal I ud i naturen og lede efter dem.
Du kan se mere om de 6 kæmper i videoen herunder.
Troldefolkefest
Idéen til Troldefolkefesten opstod, da Thomas Dambo fik aflyst alle sine projekter og opgaver som følge af Covid-19 nedlukningen herhjemme og ude i verden.
For at få det bedste ud af situationen, besluttede han sig for at bygge 10 imponerende trolde i Danmark. Det gjorde at han fik fokus på noget andet, og fik vendt hele situationen til noget positivt.
Som ekstra bonus kunne han beskæftige en masse frivillige, som heller ikke havde noget at lave under nedlukningen. Op mod 1000 frivillige har hjulpet til at realisere Thomas Dambos projekt, enten med at skille paller og materialer ad, eller komme forbi med kaffe og sandwiches.
Du kan se en video om troldene herunder:
For at finde troldene, er man nødt til at indlede en skattejagt, for de er godt gemt rundt omkring på smukke steder i Danmark. Vi vil gerne hjælpe jer lidt på vej ved, at vise jer i hvilke byer du finder de forskellige trolde.
Længere ned på denne side finder du også et link til skattekortet, der viser vej til de 10 trolde.
Her finder du de 10 trolde.

Stærke Storm
I finder Stærke Storm i nærheden af Søbadet i Silkeborg

Runde Rie
I finder Runde Rie i nærheden af Lynghøjsøerne i Roskilde.

Pil Tusindtunge
I finder Pil Tusindtunge i nærheden af Egholm i Aalborg

Lange Liv
I finder Lange Liv i nærheden Skrædderholmen i København.

Kaptajn Nalle
I finder Kaptajn Nalle i nærheden af Nordhavn i København.

Ivan Evigår
I finder Ivan Evigår i nærheden af Sydhavn i København.

Hans Hulehånd
I finder Hans Hulehånd i nærheden af Østre Dæmning i Odense.

Bjarke Cirkelsten
I finder Bjarke Cirkelsten i nærheden Søvang på Amager.

Ask Fra Ashøj
I finder Ask Fra Ashøj i nærheden af Asshøj i Hurup.

Anker Drømmefanger
I finder Anker Drømmefanger på Fanø
Det er absolut en oplevelse at tage ud og finde de imponerende skulpturer, og det er samtidig en oplagt mulighed for at få udforsket den glemte natur, som vi er så heldige at være beriget med i Danmark.
Måske I ikke lige har mod på at tage ud og finde alle troldene på én gang, men så kan I finde dem, når I er på tur rundt om i landet. Det er i hvert fald en gave til jer selv at gennemføre troldejagten.
Alle skulpturerne, uanset om det er trolde eller kæmper, indbyder til leg og fantasi for både de store og de små.
Skattekortet der viser vej til troldene finder her: Trollmap
I kan læse mere om troldene og andre af Thomas Dambos projekter her : Thomas Dambo