Der er slet ingen grund til at købe en færdiglavet kat til fastelavnstønden, når man selv kan lave den og samtidig få masser af kvalitetstid sammen med børnene.
Vi har nemlig lavet en skabelon, af en fastelavnskat, der er lige til at printe ud, dekorere og lime fast på fastelavnstønden. – Men først lidt historie.
Hvorfor er der en kat på fastelavnstønden?
I gamle dage var fastelavn en fest for voksne, og dengang var der en rigtig kat i tønden, og det var der en helt speciel grund til.
I gamle dage var vi nemlig ikke lige så kloge, som vi er i dag. Dengang var man meget overtroisk, og man var sikker på, at sorte katte var onde og bragte ulykke med sig.
En af grundene til denne overtro var pesten, der hærgede Europa i 1300 tallet. Man troede simpelthen, at man kunne beskytte sig selv ved at slå sorte katte ihjel.
Denne overtro holdt ved i mange år og fra 1536 og helt frem til slutningen af 1800-tallet puttede man derfor en eller to levende sorte katte i fastelavnstønden og slog løs på dem.
Meget har heldigvis ændret sig siden dengang.
I dag er de levende katte i tønden blevet byttet ud med snolder, konfetti og guirlander. Men vi har beholdt en lille smule af den gamle skik ved at klistre en kat på fastelavnstønden og ved at kåre en kattedronning og en kattekonge.
Lav jeres egen fastelavnskat.
Det er super nemt at lave jeres egne katte til fastelavnstønden. Det eneste i behøver er en printer, vores skabelon og et par ekstra småting, der ikke koster mange basører.
Dette skal i også bruge:
- En saks.
- Sort karton. (reklame link)
- Limstift
- Rulleøjne. (reklame link)
- Almindeligt printerpapir.
- En Gel kuglepen. (reklame link)
Start med at hente vores skabelon via den blå knap herunder.
Da der er forskellige størrelser på fastelavnstønder, skal du muligvis ændre størrelsen på katten i dit printer-program, så den passer med størrelsen på din fastelavnstønde.
Print katten ud på almindeligt hvidt papir og klip efter de stiplede linjer.
Placer udklippet på det sorte karton og tegn rundt langs kanten.
Klip nu katten ud igen.
Lim rulleøjne på katten og tegn næse, mund og knurhår på katten med din Gel kuglepen.
Din kat er nu klar til at blive limet på fastelavnstønden.