Sumpskildpadder som kæledyr.

sumpskildpadder

Sumpskildpadder er en fællesbetegnelse for alle skildpadder der lever i vand. De fleste vandlevende skildpadder herhjemme bliver derfor kaldt sumpskildpadder i daglig tale, men er i virkeligheden moskusskildpadder.

Går du med tanker om at give dit barn en sumpskildpadde som kæledyr, har vi her lavet en lille guide, så du er hjulpet godt på vej, inden du kommer hjem med en padde til dit barn.

Tænk dig godt om inden du køber en sumpskildpadde.

Det er vigtigt at man gør sig grundige overvejelser inden man anskaffer sig en sumpskildpadde, da de lever i rigtig mange år, med den rette pasning.

Sumpskildpadder kan blive 10-13 cm i størrelsen og blive op til 58 år gammel i fangeskab, og der er de fleste børn forhåbentligt flyttet hjemmefra.

Hvis børnene mister interessen når de bliver større, er det dig som mor eller far, der hænger på skildpaddens ve og vel de næste mange mange år.

Køb altid din sumpskildpadde ved en dyrehandel, eller en anerkendt avler, da du ellers kan risikere at få en syg skildpadde, og så ikke vil opleve den fulde glæde ved en padde.

Moskusskildpadder er ikke sociale dyr, hverken i forhold til mennesker eller hinanden. De fleste dyrehandlere sælger primært hunner, da de har lidt nemmere ved at omgås hinanden end hannerne har, da de er meget mere territoriale. Undgå derfor at få hanner i dit akvarium.

Inden du beslutter dig for at anskaffe dig en sumpskildpadde, er det vigtigt at man er klar over, at en sumpskildpadde IKKE er et kæledyr som en kanin eller hund. De bryder sig ikke om at blive taget op og nusset. Gør man det alligevel, kan man risikere at skildpadden bider, og de kan bide rigtig hårdt.

Man vælger en skildpadde, fordi man vil kigge på dem og se dem i deres “naturlige” omgivelser. Når man har rørt en sumpskildpadde, er det rigtig vigtigt at sørge for at vaske fingre, fordi mange skildpadder bærer salmonella.

Da de fleste vælger at anskaffe sig moskusskildpadder er det denne art der vil blive taget udgangspunkt i. Mange vælger moskusskildpadden, fordi den er nem at holde og ikke kræver så meget i forhold til andre skildpaddearter. Men generelt er det samme grundlæggende vejledning for alle sumpskildpadder.

Akvarie til skildpadde.

Vandet må ikke være for varmt, da en skildpadde ikke kan svede. Hvis vandet er for varmt opheder skildpadden og vil i sidste ende dø. Den korrekte temperatur på vandet skal ligge på omkring 20-22 grader.

Det er vigtigt at en skildpadde har nok plads, så den kan udvikle sig korrekt. De fleste opstarts akvarier er på omkring 54l. Der går ikke lang tid, før det er nødvendigt at skifte til et større akvarie.

Hvis man har mellem 2-4 skildpadder, skal man som minimum have et akvarie på 250l. Dette er både for at de kan bevæge sig, men også fordi man kan risikere at padderne angriber hinanden, hvis de ikke har nok plads og kan søge væk.

Du kan bruge denne tommelfingerregel: For hver cm din skildpadde er lang, skal den have 10 liter vand.

Har du mere end en skildpadde, skal du bruge samme udregning for de andre og til sidst lægge tallene sammen.

Solplads til skildpadde.

Udover at skildpadderne skal have en masse plads at svømme på, så skal de have en solplads. Det er vigtigt at skildpadden har mulighed for at komme på land og blive helt tør, da man ellers kan risikere at skildpadden får svamp.

Solpladsen skal være udstyret med både en UV-B lampe og en varmelampe. Man kan ikke nøjes med den ene frem for en anden.

UV-B lyset er for at skildpadden kan optage foderets mineraler og vitaminer bedst muligt. Det er også med til at tilføre D-vitamin til skjoldet, så det bliver ved med at være hårdt og fint.

Ved mangel på UV-B vil skjoldet blive blødt, og skildpadden blive syg. UV-B pæren skal skiftes en gang om året, da den mister sin effekt med tiden. Så selvom pæren stadig lyser, er der altså ikke længere UV stråling i.

Varmelampen, er så skildpadden selv har mulighed for at regulere sin temperatur. Hvis skildpadden fryser kravler den på land og får varmen, og når den får det for varmt, vil den hoppe tilbage i vandet.

Temperaturen på solpladsen skal ligge på omkring 30-35 grader.

akvarie til sumpskildpadder

Akvarier og andet tilbehør.

Find akvarier og andet udstyr til skildpadder.

(reklame link)

Fodring af sumpskildpadder.

De første 6 måneder anbefales det at fodre skildpadderne hver dag, enten med foderpiller, myggelarver, regnorme, ferskvandssnegle eller vandinsekter generelt. Læs på foderpillerne, hvor meget de hver især anbefaler, da dette er forskelligt fra den ene producent til den anden.

Efter 6 måneder, anbefales det kun at fodre hver anden dag. Husk igen at læse anbefalinger, men en god tommelfingerregel er at fodre med, hvad der svarer til halvdelen af skildpaddens hoved

Efter de 6 måneder kan du endvidere begynde at tilbyde skildpadden lidt grønt såsom salat. Har du vandplanter, skal skildpadden nok selv forsyne sig. Hvis du vælger at give din skildpadde fx kylling, så sørg for at det er kogt ellers stegt, grundet risikoen for salmonella.

Du kan også købe en flok små fisk, der yngler meget, til dit skildpadde akvarie. Så har skildpadderen altid lidt godbidder ved hånden, og du får samtidigt lidt mere liv i dit akvarium.

Katte og hundefoder til skildpadde.
Du er sikkert faldet over mange historier, hvor folk fortæller at de fodrer med hunde eller kattefoder.

Lad os stoppe dig her med det samme – DET MÅ DU IKKE

Katte og hundefoder har alt for højt protein indhold for sumpskildpadder, og kan på længere sigt give organsvigt og skjold og knoglevækst problemer hos dine sumpskildpadder.

Du må ikke glemme kalk til din sumpskildpadde.
I fangeskab får sumpskildpadder ikke den nødvendige mængde kalk den har brug for. Du skal derfor tilføje det til din skildpaddes kost.

Du kan give kalk ved at lægge en sepiaskal ned i vandet eller tilføje snegle til dit akvarie. Der er nemlig masser af kalk i sneglenes sneglehus.

skildpaddefoder

Foder til sumpskildpadder.

Find alt hvad du skal bruge af mad til din skildpadde.

(reklame link)

Vedligeholdelse af dit skildpadde akvarie.

Skildpadder sviner meget mere end fisk, så derfor er det vigtigt, man gider gøre lidt mere for at vedligeholde sit akvarie.

En gang om ugen, bør man skifte ca. ⅓ af vandet. Dette gøres nemmest med en hævert, da man så også kan “støvsuge” bundlaget.

Derudover er det rigtig vigtigt at man har investeret i et godt filter. Det mest optimale er en spandpumpe, da denne cirkulerer vandet meget bedre end bare en almindelig akvariepumpe. Desuden kan man med fordel tilføre pansermaller til sit akvarie. De er rigtig gode til at opsamle alle foderrester samt afføring fra skildpadderne, og man vil så opleve at det er nemmere at holde sit akvarie rent og pænt.

Hvis man ikke sørger for jævnligt vandskifte vil vandet blive misfarvet, lugte og skildpadderne vil blive syge.

Håndtering af din moskusskildpadde.

Skildpadder elsker ikke at blive flyttet rundt på, så gør det kun hvis det er meget nødvendigt.

Hvis du af en eller anden grund er tvunget til, at flytte rundt på din skildpadde er regel nr 1: Hold fingrene langt væk fra skildpaddens hoved.

Skildpadder har et meget kraftig bid, og kan let gøre meget skade på en finger. Mindre børn skal derfor altid holdes under opsyn i nærheden af dine skildpadder.

Du håndterer bedst en skildpadde ved at tage fat på begge sider af skjoldet mellem forben og bagben.

Vi håber denne lille guide har gjort dig lidt klogere på, hvad det kræver at have en sumpskildpadde.

Held og lykke.

Tidligere artikelJulemandens forsvundne ord
Næste artikelErobre flaget sneboldkamp