Spilleregler til kortspillet 7´ere.
7ere er et sjovt og nemt kortspil for både børn og voksne. Det tager ikke mange minutter at lære, så selv de lidt mindre børn kan sagtens være med.
I skal være minimum være 2 spillere og skal bruge et helt almindeligt kortspil med 52 kort. Jokerne skal ikke bruges.
Start med at blande kortene og dele dem ud til alle spillere.
Alle spillere tager kortene op på hånden, og skal herefter sortere deres kort i kulør og nummereret rækkefølge.
Den spiller der har fået ruder 7, skal starte spillet ved at lægge det ud på midten af bordet med billedsiden opad.
Herefter går turen videre med urets retning.
Det gælder nu om at lægge et kort ned på bordet, der passer i den rigtige rækkefølge, enten opad eller nedad. Opad kan være ruder 8 og nedad kan være ruder 6. Har man et af disse kort, skal de placeres ved siden af 7eren, så der dannes en række.
Hver spiller må lægge ét kort hver tur. Kan man ikke lægge et kort, der passer med kortene på bordet, siger man “Pas” og turen går videre til næste spiller
Man kan også starte en ny række i en anden kulør, ved at lægge 7eren i en anden kulør over eller under ruder 7.
Vinderen af spillet er den spiller, der først kommer af med alle sine kort på hånden.
Her kan man vælge at stoppe spillet, men man kan også fortsætte spillet indtil der kun er en spiller med kort tilbage på hånden, og man derved har fundet frem til taberen, der skal give kort i spil.