I disse tider med computere, iPads og andet dyrt legetøj, glemmer vi tit, at noget så simpelt som et sæt spillekort kan give timevis af underholdning og familiehygge.
Hvis du kan hive børnene væk fra deres elektronik for en lille stund, er kortspillet 31 et sjovt kortspil som selv de lidt yngre børn let kan lære at mestre.
Sådan spiller man 31.
Deltagere: 2 eller flere
Kort: 52 stk.
Kortenes værdi: Es = 11, billedkort =10, øvrige kort = kortenes pålydende værdi.
I kortspillet 31 gælder det om at samle 3 kort i samme kulør, som lagt sammen giver 31 eller tæt på. Hvis du f.eks har 2 billedkort og et es i samme kulør har du 31.
Bland kortene, og del tre kort ud til hver deltager. Resten lægges i en bunke på bordet med billedsiden nedad.
Det øverste kort i bunken vendes med billedsiden opad og lægges ved siden at bunken.
Efter tur gør hver spiller følgende:
1. Tager et kort — enten det øverste fra bunken eller den anden bunke, hvor billedsiden ligger opad.
2. Ser efter om de fire kort man nu har på hånden, kan bruges til noget.
3. Vælger det dårligste kort og lægger det ned i bunken med kort, der har billedsiden opad.
Sådan fortsætter man, indtil en deltager lukker spillet.
Sådan lukker man:
Når det er ens tur, kan man lukke efter følgende regler:
1. Har man 31, så lægger man kortene ned og siger 31 og vinder runden.
2. Har man ikke 31, men er tæt på 31, så kan man “banke”. Når man “banker” så fortæller man, at man vil lukke næste gang det bliver ens tur.
Man beholder sine kort til man har tur næste gang. Når man så igen har tur, så lægger man sine kort ned og alle deltagere sammenligner så, hvem der har fået flest point.
Den deltager, som har flest point, vinder. Er der lighed mellem den deltager som bankede og andre deltagere, så er det den som bankede, der vinder.
Man må ikke banke eller lægge 31 ned i første omgang.
Spil en eller flere runder.
I kan vælge at finde en vinder efter hver runde. I kan også vælge at spille flere runder for at finde en vinder.
Hvis i ønsker at spille flere runder, kan i f.eks aftale at hver runde der vindes, giver 1 point. Her kan i så vælge at spille til 10 eller 20 point for at finde en vinder.