Man kommer ikke uden om at når det gælder julehygge, så går julen og julestjerner hånd i hånd. På denne side viser vi dig, hvordan du selv kan lave din egen 3D papir julestjerne, der vil se fantastisk ud når den hænger på dit juletræ, i vinduet eller et andet sted.
Der er ikke mange der tænker over det, men Julestjernen symboliserer den hellige stjerne, der optrådte ganske mirakuløst på himlen den dag, Jesus Kristus blev født.
Julestjernen er derfor blevet en stor del af julen, og hvis du kigger godt efter, vil du opleve at du ser den alle steder i juletiden. Det gælder lige fra stjernen på træet til alverdens julepynt og planter.
Lav selv 3D julestjerner
Grib den hyggelige julestemning, og lav dine egne julestjerner med dine børn. Det er meget mere imponerende at vise jeres eget julepynt frem, i stedet for at købe færdige julestjerner. Det er samtidigt også meget mere miljøvenligt, og giver en masse kvalitetstid, sammen med dine børn
Vi har gjort det nemt for dig, at lave julestjernen du ser på billedet øverst på denne side. Det eneste du skal gøre er at printe vores skabelon og så selv samle den.
Er du ikke vild med designet på vores julestjerne, kan bruge vores skabelon til at tegne efter på papir eller karton af eget valg.
Du kan bruge næsten alt slags papir til at folde julestjernen. Ligger du inde med en rest gavepair, kan du f.eks lave de flotteste julestjerner med søde og hyggelige julemotiver.
Hvad skal du bruge:
For at lave denne julestjerne skal du bruge følgende:
- Printer.
- Saks.
- Papir, gavepapir eller karton.
- Lim
- Nål og snor.
- En tynd blomsterpind eller lignende.
Tips og tricks
Sværhedsgraden på disse julestjerner afhænger lidt af tykkelsen på dit papir. Vi vil samtidig godt skynde os at sige, at denne aktivitet ikke er for mindre børn. disse julestjerner kræver lidt tålmodighed, og at man er lidt fingernem.
Tyndt papir som gavepapir er lidt sværere at arbejde med, og vi anbefaler at du ikke bruger flydende lim. Her er det bedst at bruge en limstift.
Bruger du tykkere papir, såsom karton kan du godt bruge flydende lim på tube eller en limpistol. Men pas på at du ikke bruger for meget, da det vil ødelægge formen på din julestjerne.
Hvis du vælger karton, eller andet tykkere papir, er det samtidigt også en god ide, at ridse dine bukkekanter op med skalpel og lineal inden du bukker. Ellers risikerer du at dit karton bukker grimt.
Hent vores julestjerne skabelon.
Herunder kan du hente vores julestjerne skabelon. Brug den som den er, eller brug den til at tegne efter på papir efter eget valg.
Vi anbefaler at du printer vores skabelon på hvidt karton første gang du prøver at lave denne julestjerne. Det giver dig en bedre ide om, hvordan man bukker julestjernen, og hvad der er vigtigt i forhold til et flot slutresultat.
Download skabelon.
Hent vores skabelon ved at klikke på knappen herunder.
Sådan printer du julestjernen.
Du bestemmer selv, hvor stor din julestjerne skal være. Vores skabelon er lavet så den passer til et stykke A4 papir, men ønsker du en større eller mindre julestjerne, kan du vælge at printe den på A3 eller A5 papir.
Husk at udskrive skabelonen 2 gange. En til forsiden og en til bagsiden af julestjernen.
Sådan laver du selv en papir julestjerne.
Start med at finde de ting frem du skal bruge.
Klip skabelonerne ud.
Vend skabelonen med bagsiden opad og buk alle limflapperne.
Læg en lineal fra spids til spids på stjernen. Lav nu forsigtigt en bukkestreg med en skalpel, eller anden anden spids genstand. Pas på at du ikke trykker for hårdt, så du skærer igennem papiret.
Gør det samme med de andre spidser. ( 3 gange i alt)
Buk nu stjernen via dine folder, så to stjernespidser samles.
Fold ud igen og gentag på de 2 andre folder.
Gør det samme med den anden skabelon, og vend dine skabeloner, så de vender med forsiden opad.
Du skal nu forme dine stjerner så de får den rigtige form. Sørg for at den folder korrekt på alle kanter. Bukkekanterne på stjernespidserne skal være højest og samlingen, hvor kanten af to forskellige stjernespidser mødes, skal være lavest.
Du kan manipulere disse folder ved at trykke 2 stjernespidser mod hinanden, eller trykke forsigtigt i bunden af hver stjernespids. Det lyder lidt indviklet, men det giver ret hurtigt sig selv, hvordan det fungerer.
Når du har styr på at alle dine folder fungerer som de skal, er det tid til at lime de to halvdele sammen.
Smør lim på alle limflapperne, undtagen på den ene stjernespids. Denne spids venter du med at lime til senere.
Læg nu de to stjerner oven på hinanden og tryk dem flade.
Sørg for at alle kanter følger hinanden, og at der ikke er nogle buler eller skævheder.
Hvis du ikke gør dig umage og limer stjernen helt perfekt, vil folderne ikke fungere 100% bagefter.
Når limen er tør, er det tid til at folde din julestjerne ud. Tryk forsigtigt på alle kanter, og forsøg at få stjernen til at folde sig ud til sin korrekte form.
Dette kan nogle gange godt drille lidt. Det er derfor vi ikke har limet den sidste stjernespids endnu, så du har mulighed for, enten at stikke en blomsterpind, blyant eller andet ind og rette folderne ud igen.
Når stjernen har den korrekte form, kan du lime den sidste stjernespids.
Du er nu klar til at montere snor i julestjernen. Lav et lille hul i den ene stjernespids og træk en snor eller tråd igennem.
Din julestjerne er nu færdig og du mangler kun at hænge den op.
Vis os din julestjerne
Har du brugt vores skabelon til at lave forskelige slags julestjerner, vil vi elske at se dem. Upload et billede i kommentarerne herunder og vis os, hvor kreativ du har været.