Skal der fart og tempo over dit barns næste børnefødselsdag, er “Løb om kap med dyrene” en sjov aktivitet, der giver masser af frisk luft og trætte børn sidst på dagen.
Det er en aktivitet, hvor næsten alle børn kan være med og, hvor det i bund og grund gælder om at tage benene på nakken, og løbe så hurtigt som man kan, i 10 eller flere sekunder i forsøget på at løbe hurtigere end forskellige dyr.
Kan du løbe hurtigere end dyrene?
Vi har undersøgt, hvor hurtigt forskellige dyr løber og sammenlignet det med, hvor hurtigt og hvor langt et menneske kan løbe på f.eks 10 sekunder. Vi har fundet ud af, at medmindre du er atletikudøveren Usain Bolt, vil du få “baghjul” af de fleste dyr.
I vores lille aktivitet har vi selvfølgelig fjernet dyrene der løber allerhurtigst, da de fleste børn ikke vil have en chance, hvis de f.eks skal løbe om kap med en gepard, der kan nå op på hele 110km/t.
Vi har dog stadig tilføjet nogle af de rigtig hurtige dyr, så børnene kan få en forståelse af, hvor langsomt vi mennesker egentlig løber i forhold til dyr.
Hvad skal i bruge til Løb om kap med dyrene?
For at løbe om kap med dyrene skal i bruge følgende:
- Et stopur. Har i ikke et rigtigt stopur, har de fleste telefoner nu om dage et stopur indbygget.
- Et målebånd på 20-30 meter
- En printer.
- Vores dyrekort. ( Kan printes længere nede på denne side.)
- Pinde eller sten til at holde dyrekort.
- En masse børn. Her kan børn i alle aldre bruges, da vi har lavet dyrekortene så både store og små børneben kan være med.
Forberedelse inden løbet.
Start med at printe alle vores dyrekort ud. Hvis du har mulighed for det anbefaler vi, at du laminerer dem eller printer dem på fotopapir.
Brug tape eller en hæftemaskine til at montere to pinde på hvert dyrekort – En pind i hver side. Pindene må gerne være lidt spidse i den ene ende, så de er nemmere at stikke ned i jorden. (Blomsterpinde eller små rundstokke er særdeles gode.)
Gør banen klar.
Find et område med en græsplæne der er 100-500 meter lang. Jo ældre deltagerne er, jo længere skal græsplænen være.
På hvert dyrekort står der, hvor mange km/t dyret løber. Vi har omregnet dette tal til meter og sekunder på hvert dyrekort.
Du kan vælge at lave løbet i følgende intervaller: 5, 10 eller 20 sekunder. Vælg det antal sekunder du mener passer bedst til størrelsen af dine børn.
Når du har valgt, hvilken slags løb der passer bedst til jer, laver du en startlinje. Træk målebåndet ud fra denne startlinje og stik nu dyrekortene ned i jorden langs målebåndet, i forhold til det antal meter der står på kortet.
Når alle dyrekort er sat i jorden, er i klar til at begynde.
Lad nu børnene løbe en efter en og se, hvor mange dyr de kan overhale.
Dyrenes tophastighed er målt ud fra når dyret allerede er i løb. For at gøre løbet lidt mere realistisk, kan du derfor lade børnene komme op i fart inden de passerer startlinjen.
Lad børnene starte 5-10 meter bag startlinjen og start først stopuret, når de passerer startlinjen.
Hent dyrekort til Løb om kap med dyrene.
I dette afsnit kan du printe dyrekortene til kapløbet.
For en god ordens skyld må vi hellere liste dyrenes navne og hastighed, hvis der skulle være nogle dyr som du ikke kender.
Så hurtigt løber dyrene:
- Skrubtudse: 2 km/t
- Muldvarp: 5 km/t
- Hugorm: 6 km/t
- Pingvin: 8 km/t
- Marsvin: 9 km/t
- Pindsvin: 10 km/t
- Høne: 14 km/t
- Skovmus: 15 km/t
- Alligator: 17 km/t
- Gris: 18 km/t
- Komodovaran: 20 km/t
- Egern: 22/km/t
- Vaskebjørn 24 km/t
- Elefantspidsmus: 25 km/t
- Grævling: 30 km/t
- Jordegern: 33 km/t
- Vildsvin: 35 km/t
- Ko: 40 km/t
- Hare: 80 km/t
Hent og print dyrekort
Herunder kan du printe alle 19 dyrekort til Løb om kap med dyrene.